Sagsmappen ligger på skrivebordet, og ringbindet, den skal arkiveres i, står på kontoret bag ryggen. Man behøver ikke ligefrem at være en doven medarbejder i den situation for at indse, at man ikke rejser sig for at hente ringbindet. Et velafmålt skub væk fra skrivebordet med begge ben er trods alt meget sjovere, når man suser baglæns hen mod reolen. De mere sporty tager også turen tilbage på samme måde – barnet i manden eller kvinden skal jo også holdes lidt i live selv i den tørreste arbejdsdag. Som med alt, der er sjovt, er dette princip blevet til en sport: en ren morskabsdisciplin.
- Om morskabssporten „kontorstolsræs“ og dens globale triumftog
- Forskellige varianter og et internationalt forbavsende ens regelsæt
- Tuning af skrivebordsstole er udtrykkeligt tilladt
- Kontorstolsræs, ekstremstrygning og sump-snorkling
Om morskabssporten „kontorstolsræs“ og dens globale triumftog
Det er kendt om André Franquin, den store fransk-belgiske tegneserieskaber og ophavsmand til så geniale serier som „Spirou og Fantasio“, „Marsupilami“ eller „Gaston“, at han havde en anarkistisk humor. Derfor var antihelten Gaston hans vigtigste værk: Franquin forevigede lidt af sig selv i oplevelserne hos den efter gængse målestokke frygteligt uproduktive og uduelige, men til gengæld desto mere kreative kontorrotte. Mens Gaston forholder sig ret uberørt til den almindelige brug af kontormøbler, udvikler han nærmest sportslig iver, når det handler om at bruge dem til noget helt andet. Han bygger pedaldrift ind i dem, opfinder sædeskaller, som han kan køre ned ad gelændere med, opfinder et transportsystem med hængestole til forgrenede kontorbygninger – og konkurrerer også gerne mod stopuret i en kontorsportsgren i arbejdstiden: rullende kørsel på kontorstol.
Det, der allerede for årtier siden udsprang af genialiteten hos en enestående kunstner, er i dag blevet virkelighed: Kontorstolsræs findes som en verdensomspændende og dyrket sjov sportsgren. Men lad os starte fra begyndelsen. Mens Gaston knæler med det ene ben på stolens sæde, sætter fra med den anden fod og suser om kap gennem kontorgangene, begrænser den „egentlige sportsgren“ sig til to principper: at udnytte tyngdekraften og minimere modstand, ligesom ved et sæbekasseløb, eller et sprintskub på flad vej – eller en blanding af begge dele. Det er i hvert fald resultatet af en omfattende research i søgemaskinernes dyb, delvist med hjælp fra et kinesisk tastatur. For hvem undrer det egentlig? Kontorstolsræs er kæmpestort i Kina. Ifølge upålidelige kilder nævnes dog japanerne som opfinderne. Indtil for få år siden arrangerede et team i Bad König i den smukke Odenwald et tysk mesterskab, som nåede ud i de internationale medier. I San Clemente i Californien tager man det afslappet og lader også longboards og sofaer på hjul deltage i løbet. Som på så mange andre områder i livet er briterne heller ikke afvisende over for dette kuriøse fænomen, og også i Australien, Frankrig, Sverige og Spanien findes der turneringer, hvor det hurtige fremskridt på et arbejdsmøbel er i centrum.
Forskellige varianter og et internationalt overraskende ens regelsæt
Uanset om det går ned ad bakke eller på flad vej: De vovehalse af damer og herrer konkurrerer mod hinanden på deres rullende møbler og forsøger at komme over målstregen så hurtigt som muligt. I modsætning til de fleste andre sportsgrene er tuning udtrykkeligt tilladt i kontorstolsræs, og det er op til deltagernes fantasi og håndværksmæssige kunnen, hvordan de bygger deres stol om til en rullende racermaskine.
En kontorstol består som bekendt af en ryg, eventuelt armlæn, et drejeligt sæde, en højdejusterbar hovedsøjle og en stjernefod, hvor der alt efter model er fastgjort fire eller fem hjul. Ifølge de fleste regelsæt må hjulene ikke have en større diameter end 20 centimeter, de skal kunne bevæge sig frit og må naturligvis ikke have nogen form for drift. Rygtet vil vide, at en særligt ambitiøs kontorstolspilot skulle have udstyret sit fartøj med raketter og i mellemtiden flyver en bane mellem satellitter i kredsløb om jorden. Der går desuden et rygte om, at i det mindste den anden del af rygtet faktisk bare er et rygte.
Tuning af skrivebordsstole er udtrykkeligt tilladt
Kontorstolen styres faktisk udelukkende ved at flytte vægten, og det er her, det sjove begynder. Enhver, der nogensinde har rullet gennem rummet på en kontorstol og prøvet at komme kontrolleret gennem et sving, ved, at det faktisk er næsten umuligt. Derfor er racerkørernes krumspring tilsvarende spektakulære, og det samme gælder de fleste forsøg på at påvirke rulleretningen med fødderne. Om man sidder på stolen, ligger på maven eller på ryggen, er ligegyldigt: Derfor ser man et væld af bizarre kropsholdninger i knockout-runderne, som som regel følger KO-princippet. Apropos „KO“: Aktiv påvirkning af modstanderne er også forbudt, står der i de fleste regelsæt. Kort sagt: Den, der sparker sin konkurrent af vejen, giver ham tæsk i forbifarten eller aktivt påvirker modstanderens køretøjs køreretning, bliver diskvalificeret.
En populær tuningforanstaltning er at øge vægten, men her kræves der mådehold: Bliver der monteret for mange vægtskiver på drejekrydset, kommer køretøjet for langsomt op i fart – er der for få, går værdifulde sekunder tabt. Særligt populært blandt kontorstolspiloterne: Ekstra brede „ortopædiske“ kontorstole, som har en markant mere rolig kørsel end begyndermodellen. En anden effektiv foranstaltning er at skifte kontorstolehjul, opgradere lejerne eller ganske enkelt bruge masser og masser af godt smøremiddel.
En sådan tunet kontorstol kan nå hele 35 til 40 kilometer i timen; derfor er beskyttelsesudstyr helt alvorligt påbudt eller i det mindste stærkt anbefalet. Hjelm samt albue-, knæ- og håndledsbeskyttere er lige så almindelige som handsker. Hvis man går ud fra, at en normal kontorstol med en gennemsnitlig siddehøjde på 50 til 70 centimeter giver mulighed for et ikke ubetydeligt fald, anbefales endda en integralhjelm. For én ting er sikker: Styrt er en helt naturlig del af rullende konkurrencer og ofte en udspekuleret del af en slags koreografi, der er dømt til at mislykkes – og som udelukkende tjener til at more publikum.
Kontorstolsløb, ekstremstrygning og mosesnorkling
Hvis man skal tro en bog om fundraising-idéer, findes der ligefrem verdensmesterskaber i kontorstolsløb – og derudover også globalt arrangerede turneringer i ormegravning, ekstremstrygning, skinnebensspark (!), ostehjulsløb, mosesnorkling, brændenældespisning – hvor man i den sidste disciplin forhåbentlig kun skal kunne stave sportens navn korrekt. Som ved alle skøre turneringer handler kontorstolsløb dog først og fremmest om sjov. Derfor kan lokale arrangører fastsætte deres egne regler og for eksempel tillade skubbepersonale, bygge en bane med vandautomater, kopimaskiner, potteplanter og papirkurve som forhindringer eller, helt i Gastons ånd, afholde et pedalstolsløb – alt er tilladt, så længe det falder i god jord, skaber godt humør og sætter kreativ brug af rullende drejestole i centrum.